The Devil's Tiny Chains Aalborg The Devil’s Tiny Chains Bag den hæse stemme og de melankolske sydstatsmelodier gemmer sig en mand ved navn Rune Dollerup Larsen. Med sin baggrund som bassist i det endnu blomstrende “Columbian Neckties” og ikke mindst leadsanger samt guitarist i “Rune & The Brakemen” har Rune efterhånden berørt både mange roller og genrer indenfor musikken. Dog udforskes endnu én gennem det nyligt opstartede projekt “The Devil’s Tiny Chains”. Kort efter opstart søgte Rune et supplement til den nøgne westernguitar og den slidte vokal og kontaktede Viktoria Boyding, som også har baggrund i den hårdere ende af musikgenrerne. Viktorias lyse vokal fungerer som en kontrast til den slidte herrestemme, og sammen skaber de en helhed og en intensitet, som nærmer sig magi. Et samarbejde, som startede i et par få harmonier, bevæger sig nu mere og mere i retningen af et stærkt partnerskab. Gennem en lang årrække som musiker i punkrock-miljøet opstår tanker, toner og lyrik, som ikke kan blomstre indenfor de hårde, ubøjelige betonrammer, som indkredser et genre- og image-bestemt orkester. Dette har for Rune resulteret i en samling på intet mindre end 66 sangskitser, som nu får lov at komme til deres ret i et nyt, frit, fordomsløst rum. “The Devil’s Tiny Chains” er på sin vis en genreløs størrelse, som tager udgangspunkt i undtagelsen frem for reglen. Dette skaber et musisk rum uden begrænsninger og dermed endeløse muligheder, som stadig er omridset af sit helt eget genkendelige udtryk. Den akustiske duo lader sig ikke skræmme af - men griber i stedet fat i - den kulde og tomhed, der opstår, når sangenes budskaber sniger sig omkring politiske emner. Tomheden forvandles til endeløs dybde, og kulden bliver til følelsen af en indkapslet, ydmyg storhed. Udtalelse fra “Way Up North 2012” “Jeg var positivt overrasket over at se to mennesker på scenen, frem for den forventede solokoncert, da Rune var ledsaget af en kvindelig korsanger og dét fungerede virkeligt godt. Den lyse vokal komplimenterede den hæse mandsstemme på en måde, hvor intensitetsniveauet lige blev løftet et ekstra hak. Publikum i Stargaten tog også virkeligt godt imod duoen og da der midt i sættet blev sat lidt ned i tempo, var der efterfølgende så knugende stille i det fyldte rum, at man kunne have hørt en knappenål falde til jorden nedenunder i caféen. Jeg havde ikke regnet med at akustisk sydstatsrock med en god knivspids truckerattitude ville udvikle sig til en sådan intim oplevelse.” The Devil's Tiny Chains’s tracks 05 Society's Toy by The Devil's Tiny Chains published on 2015-01-02T14:45:47Z 02 Dead Boys by The Devil's Tiny Chains published on 2015-01-02T14:44:24Z 04 As Far As We Go by The Devil's Tiny Chains published on 2015-01-02T14:42:16Z